MØD CEREMONILEDERNE
At være ceremonileder
Det er et ganske særligt hverv at være ceremonileder. Man står med menneskers store livsøjeblikke i hænderne – deres store glæde og store sorg. Det er vigtigt, at det eller de mennesker, det drejer sig om, kommer tydeligt til udtryk i ceremonien.
Man skal kunne rumme mennesker, hvad enten de kommer med religiøse eller ikke-religiøse behov. Man skal have en lang erfaring med at arbejde med mennesker og samtidig også have en klar fornemmelse for ritualer og deres betydning for os.
Man skal på én og samme gang evne at være ”gennemsigtig”, så menneskers liv kommer til udtryk uden at ceremonilederen skygger for dette, og være dybt til stede, så de mennesker, hvis ceremoni det drejer sig om, kan stole trygt på, at ceremonilederen har overblikket for dem.
Ane Christensen
Jeg er som barn af 1950–erne helt automatisk både døbt og konfirmeret. Som 18-årig meldte jeg mig, sammen med næsten resten af min gymnasieklasse, ud af Folkekirken. Det var et helt naturligt 70-er oprør, der i virkeligheden dækkede over, at hvis vi viste rektor vores udmeldelse, kunne vi slippe for to timers kristendomsundervisning om ugen og gå i ’Centeret’ og købe pommes fritter med remoulade i stedet for.
Da jeg blev mere voksen og dannede familie var bryllup, barnedåb og konfirmation derfor utænkeligt. Vi var ikke medlemmer af folkekirken og jeg havde ikke på det tidspunkt fantasi til at erstatte de begivenheder med noget andet. Men det varede kun til min mor en dag sagde, at hun synes det var så trist, at vi ikke holdt flere fester i vores generation, for så kom der jo heller ikke nogen konfirmation, kobberbryllup, sølvbryllup osv. Den sad !
Fra den ene dag til den anden skulle vores tre børn have navngivningsfester, 15 års fødselsdage og vi blev selv gift. Og uden at vide det, brugte vi alle de anledninger til at forberede det hverv, vi nu selv tilbyder: Livsceremonier - fejring af livets overgange.
Vi designede selv hele ceremonien til vores bryllup på Vallekilde Højskole. Vi arrangerede en skøn ceremoni og kæmpe fest for vores 15 årige datter og vi tog til Louisianna, da den mellemste fik sit navn og holdt en lille højtidelighed der. Samme mellemste datter insisterede dog på som 13--årig at blive såvel døbt og konfirmeret, hvilket vi efter mange drøje diskussioner med et stædigt midterbarn måtte acceptere. Dog først efter grundig research i andre trosretninger, der ikke kunne tilbyde et ordentligt alternativ til Folkekirken.
Siden da har vi måtte tage afsked med både min svigerfar, svigermor og yngste datter samt en del andre i bekendtskabskredsen og har ved disse lejligheder selv arrangeret mindeværdige og meningsfulde ceremonier for dem uden deltagelse af præst.
Jeg har med tiden erkendt, at der er brug for ceremonier ved livsovergange. Ikke kun fordi det giver anledning til at feste eller sørge sammen, men for at skabe et rum og en stemning, der giver en anledning til at reflektere og skabe et dejligt minde.
Jeg er bestemt religiøs, men har bare ikke købt den pakke, der hedder den danske Folkekirke igen. Jeg napper lidt fra alle de trosretninger, der siger mig noget i min eksistentielle søgen efter en meningsfyldt tro i livet. Men jeg tror nu, at jeg tror mest på mig selv.
Jeg elsker at gå i kirke – fordi det er så sanselig en oplevelse. Det billedskønne rum, de vidunderlige salmer og sange, duften, træbænkene, lysene, varmen og støder en gang imellem på en gang imellem en præst, hvis formidling af biblens tekster giver mening.
Min baggrund
Jeg har været leder af en kunstnerisk virksomhed i 13 år og er siden hen uddannet psykolog. Jeg har tidligere arbejdet indenfor erhvervspsykologien, men arbejder nu freelance i Børnecancerfondens psykosociale tilbud: FAVN, når der er tid til det.
Jeg har et tæt samarbejde med Begravelses Service og kan tage mig af det administrative bedemandsarbejde også, så de familier, der bruger mig som ceremonileder til begravelser, kan nøjes med én kontaktperson i forbindelse med begravelsen.
Jeg har stået i mesterlære hos grundlæggeren af Livsceremonier, tidligere sognepræst, Liselotte Hornemann Kragh siden 2008, i vores egen lille ceremonileder-uddannelse. Vi er de eneste uafhængige udbydere af alle ceremonier uden for Folkekirken.
Jeg er gift med Flemming, som også kan tage ceremonier, og mor til to voksne piger og bor på Amager.
Mit netværk indenfor kunst og kultur er stort og jeg kan derfor etablere kontakt til både professionelle musikere, skuespillere, dansere, forfattere m.m., som kan tilføre netop jeres ceremoni noget særligt.
Ring eller skriv endelig for yderligere information
Telefon 26 12 26 29 - alle dage
Flemming Madsen
Ceremonier og ritualer markerer overgangene i livet. Ceremonierne viser omverdenen at vi mener det for alvor. At vi har respekt. For livet og for døden såvel som for ægteskabet. Ceremonien spejler de følelser, som vi nærer for hinanden, hvad enten vi navngiver vore børn, gifter os eller siger farvel til en kær slægtning eller ven.
De bedste ceremonier bringer en følelse af universel og tidløs højtideligholdelse med sig. Vi bygger på arven fra menneskehedens tidlige tider og rækker utallige slægtled tilbage.
På samme tid skal ceremonien være til stede i det nu, som begivenheden skaber og er formet af. Den skal spejle de personer, som medvirker, hvad enten man er aktiv deltager som ægtepart eller forælder - eller om man er pårørende til en afdød.
Ceremonien skal skabe et varigt minde, som man igen og igen kan tage frem og tænke på med glæde – eller vemod. Men altid med tilfredshed og vished om, at ’vi gjorde det så godt som muligt’. Derfor er dialogen og samtalen med brudeparret eller de pårørende så vigtig. Den vigtigste tommelfingerregel for mig er
Ceremonien tilhører de, som medvirker i den.
Der er ingen færdige opskrifter, som SKAL følges. Alene en respekt og omsorg for ikke at støde og såre nogen utilsigtet, sætter grænser. Jeg kommer med forslag, som trækker på årtusinders arv og tradition, på tværs af religioner, hudfarver og kontinenter. Sammen finder vi frem til den ceremoni, som skaber et varigt og holdbart minde.
Min baggrund.
Jeg har været gift med Ane, som leder Livsceremonier, siden 1992. Derfor undlader jeg at gentage, hvad Ane så fint beskriver under sin omtale. Vi har sammen været igennem et liv, som har budt på mange lejligheder til at arrangere vores egne ceremonier.
Grundlæggende har jeg en stor respekt for åndelighed og religiøsitet. Der er ting i livet, som ikke kan forklares med vort logiske og rationelle sprog. Oplevelser og begivenheder, som er så stærke, at de må betragtes med undrende ydmyghed; hvor kommer den kraft fra? Så jeg accepterer at der er ting i livet som er større end det som jeg kan forklare med ord og analyse.
Jeg er rundet af en almindelig arbejderfamilie i Odense. Farfar var kobbersmed på Odense Stålskibsværft og min far blev svejser samme sted og senere på Lindøværftet. Vi boede i A.P. Møllers huse, som han byggede til sin arbejdsstyrke i Odenses nordøstlige udkant, ned mod Odense Kanal og ud mod Kerteminde.
Der var ingen akademikere eller mennesker med blot halvlange uddannelser i familien; vi var arbejdere, der kunne bruge hænderne og hvor Socialdemokraten var den daglige avis. Min farmor sagde at jeg kunne komme i lære på værftet – eller eventuelt søge ind hos kommunen. Der havde de kasketter uden svederemme.
Da jeg som 16 årig som den første i familien vovede mig ind i en ungdomsuddannelse, HF, var religionsundervisning obligatorisk. Læreren, Hr. Mathiesen var så ganske forfærdelig, at jeg meldte mig ud af folkekirken for at slippe for undervisningen. Selv om anledningen var prosaisk og praktisk, stemte den godt med min overbevisning, som i 1969 var præget af begyndende ungdomsoprør, hippietid og rockmusik.
Jeg har ikke siden følt nogen trang til at vende tilbage til folkekirken eller tilslutte mig noget andet trossamfund.
Jeg har levet som musiker og organisator inden for musikverden og har i mange år været selvstændig inden for grøn omstilling og byudvikling. Ceremonierne er et meningsfyldt og kreativt islæt i min hverdag.
Flemming 26 12 26 30
mail flemming@livsceremonier.dk